I det store og hele gik turen planmæssigt og godt. Vi ankom med lidt forsindelse til Catania, og det nåede da også at blive nattemørkt, iden vi fik bilen udleveret ved Maggiore. Der var nogen ventetid ved udlevering, hvilket skyldtes travlhed og for lidt personale, idet kun en enkelt ansat måtte betjene flere ventende kunder. Men manden var flink og imødekommende, og vi fik den ønskede bil, en næsten ny Fiat Punto, udmærket! Selvafhentning, men ingen problemer. Som I ved foretrak vi oprindelig en morgenafgang fra København, hvilket dog ikke var muligt på den valgte afrejsedag. Men det er altså en fordel at få udleveret ny bil og at starte med at køre på ukendte veje i et fremmed land med hektisk biltrafik i DAGSLYS, hvilket desværre ikke blev tilfældet for os. Det lykkedes dog at komme på rette vej ud af lufthavnen og ad motorvejen mod Toarmina, nok lidt heldigt, men på grund af tæt myldretidstrafik søndag aften, nåede vi først hotellet omkring kl. 21.00, absolut sidste udkald for bespisning (kl. 19.30 - 21.00). Vi havde som bekendt halvpension. Vi vil derfor anbefale andre med tilsvarende program og biludlejning, at benytte en orgenafgang fra København, således at man når målet i dagslys. Hotel Bay Palace, Taormina: Udmærket hotel, godt værelse med altan, god betjening, god mad, god beliggenhed. Det eneste alvorlige minus er parkeringsforholdene på grund af for lidt plads, en stejl opkørsel o.s.v.. Vi var nok lidt heldige at finde en enkelt ledig plads på det sene ankomsttidspunkt, ellers er man hensat til parkering på vejen nedenfor, hvilket bevirker, at man kan komme til at gå ganske langt med sin bagage. Etna-udflugt: Desværre var vi generet af dårligt vejr med kraftig regn 3-4 dage, bl.a på turen til Etna, som vi iøvrigt kan anbefale. Turen gik delvis i vasken på grund af kraftig regn. Man bør køre til Etna på dage med udsigt til godt vejr og ifølge de lokale til indgang syd og derfra tage hejsen op, hvilket vi også gjorde. Åbner kl. 0900, men det har turistbusserne åbenbart også fundet ud af, idet vi, selvom vi ankom før kl. 0900, kom til at vente lang tid på grund af køer ved billetsalget. Storslålet og særpræget oplevelse er Etna og omkringliggende områder og byer, som man absolut bør besøge, hvis man bor i nabolaget. Området er iøvrigt udlagt som nationalpark og er på størrelse med Bornholm.
|