Susanne og hendes mand fra Frederiksberg boede på Agriturismo 'a Sena i Ciminā fra d. 31. marts til d. 7. april 2007.
Mars 2007
Tak, vi har nydt ferien i Cimimā umådelig meget. Området, byen og ikke mindst 'A Sena var utrolig smuk og fredfyldt. Med beskrivelsen på hjemmesiden og tidligere gæsters kommentarer var vi naturligvis spændt på, om stedet nu også kunne leve op til forventningerne. Og det har det i høj grad gjort.
Vores ophold hos Giovanni har været en oplevelse helt i særklasse. Vi fik meget, meget fin behandling. Med Giovannis glimrende forslag til ture og steder at se, er vi draget hjem med ikke bare en mængde dejlige billeder på nethinden, men også med en følelse af, at vi fik set det væsentligste, der kan nås indenfor rammerne af den uge, vi havde til rådighed. Vi fik også hos Giovanni udleveret velegnede kort og andet skriftligt materiale. Noget af dette dog kun på italiensk, som vi dog behersker til "husbehov".
Opholdet på gården og ikke mindst maden, har været et kapitel for sig selv. Vi følte os som gæster i et hjem - og ikke "kunder". Maden og servicen var ypperlig. Vi forsøgte os en aften med en lokal restaurant - og vendte herefter tilbage til kun at spise hos Giovanni. Bedre kan det ikke gøres! Værelset var rummeligt, pænt og rent. Og toiletfaciliteterne, lys osv. fungerede :-)
Vi rejser i Italien 2-3 gange om året. Det var vores første besøg i Calabrien. Og det er ikke sidste. Vi oplevede en varm imødekommenhed, hvor vi kom frem. Blev endog budt på dampende varme, hjemmebagte kager i en lille bjerglandsby.
Vi savnede lidt materiale om vandretursforslag. Vi "faldt" af og til over afmærkede vandreruter dernede. Men det ville være rigtig dejligt, hvis I på hjemmesiden måske kunne henvise til, hvor man kan få egnet materiale. Det er helt klart en betingelse, at man har bil, hvis man ønsker at bo og se områder uden for de større byer i Calabrien.
Slutteligt vil vi da også gerne udtrykke vores tilfredshed med servicen, vi har fået fra In-Italia. Såvel booking, information, ophold og billeje har fungeret upåklageligt. Tak for en dejlig rejseoplevelse. Vi håber I vil videresende vores varmeste tak til Giovanni og hans familie.