Ib og rejsefælle fra Haslev boede på Casale Villarena i Nerano fra d. 30. april til d. 10. maj 2011.
April 2011
Vi er netop vel hjemkommet fra en dejlig ferie i Nerano. Stedet kan absolut anbefales, det er meget velholdt og børnevenligt med stor legeplads og swimmingpool, men man skal være klar over at det ligger ca. en times kørsel med bus (16 km) fra Sorrento (2,40 euro hver vej). Turen er ikke hurtigere i egen bil.
Personalet er på alle måder yderst hjælpsomme og imødekomne. Man får tydeligt indtryk af at være VIP-gæster. Der er trådløst internet (gratis) fra kontoret. Der er begrænsede indkøbsmuligheder i byen (kun basale fødevarer), men der er restaurant på stedet, hvor man kan få morgenmad og aftensmad. Der er flere restauranter mindre end 2 km væk, hvor vejen ender ved Marina del Cantone (endestation for busserne), og hvor der er en super badestrand og hvor der er direkte båd til Capri eller langs kysten til Positano og Amalfi 4-5 gange om ugen. Øvrige udflugter udgår fra Sorrento med bus eller tog (24 timers bus/tog billet fås for 7,20 euro og kan kun købes i Sorrento). Det kan kraftigt anbefales at bruge offentlig transport. Parkering overalt i området er næsten umuligt. Der følger en parkeringsplads med lejemålet og det er muligt at vaske bil om nødvendigt (gratis). Vejret var det eneste minus ved turen. Det var sjældent over 20 gr. Blæst og regn oplevde vi også og så var det koldt om natten, men heldigvis er der centralvarme på værelserne.