Vi havde en dejlig og oplevelsesrig ferie som begyndte onsdag den 23/6. Ifølge in-italia kunne vi hente nøglerne til vores værelse i L’Antico Camino mellem kl. 18.00 og kl. 20.00. Vi var allerede i Muro Leccese kl. godt 14.30 og kørte hen til ferieadressen for at se, om vi evt. kunne komme ind, hvis vores værelse alligevel stod tomt. Det gjorde det, og vi blev meget venligt modtaget af Nadia, værtinden, og senere af hendes mand Antonio – vi var velkomne, selv om vi jo var for tidligt på den. Vi blev bænket i deres dejlige, lille have og fik en kop kaffe. Antonio tilbød at vise os rundt i Muro Leccese, hvor han kendte alt og alle. Det blev en spændende rundtur, hvor vi gik rundt i den gamle bydel og bl.a. besøgte museet, som huser rester fra byens rige fortid – vel at mærke uden at betale entré. Antonio bankede på hos private for at vise os deres have eller det gamle palads, som de beboede. 1½ time varede vores tur, som sluttede hos den lokale restaurant (vi havde spurgt, om der var spisesteder i nærheden) hvor værtinden oplyste, at der var åbent for spisning fra ca. kl. 20.30 om aftenen. Da vi senere vendte tilbage for at spise, vidste tjenerne, at her kom Antonios gæster.
Vores værter var i det hele taget meget venlige og gæstfri og ville gerne snakke – en stor fordel for mig (Lis), som fik luftet mit italienske. Antonio taler noget engelsk, men Nadia kan, efter eget udsagn, kun nogle få engelske ord, så det fulde udbytte af opholdet får man, hvis man kan begå sig nogenlunde på italiensk.
Opholdet var incl. morgenmad, som var lækkert og overdådigt. Der var frisk frugt, yoghurt, kaffe, juice, brød, ost, hjemmelavet marmelade og hjemmebagt kage. Vi blev inviteret til at spise med sammen med familien en aften, hvor vi fik hjemmelavet pasta og en masse (også hjemmelavet) tilbehør.
Til morgenkaffen, hvor Nadia sad sammen med os, blev vi udspurgt om dagens program, og Nadia kom med mange forslag og råd ang. steder at besøge. Hun kender egnen omkring Muro Leccese og interesserer sig for de spændende gamle byer, som der er mange af. Brochurer er hun også leveringsdygtig i. Også gode badestrande kunne hun udpege, og de er virkelig skønne, strandene ved Italiens hæl.
Som sagt mødte vi en overstrømmende venlighed fra vores værtspar og sidste morgen, hvor vi havde meddelt, at vi ikke skulle have morgenmad, fordi vi skulle forlade stedet allerede kl. 6.30, stod Nadia alligevel op kl. 6 for at lave kaffe til os.
Muro Leccese er som nævnt en gammel by. Her er et middelalderligt centrum med en plads flankeret af to barokkirker og et tidligere fyrstepalads (her er nu museet). Det var især stemningsfuldt at slentre over pladsen om aftenen, når den var oplyst. Desuden har byen en flot kommunal park, hvor ungdommen holder til om aftenen.
Beboerne i kvarteret, hvor vi boede, hilste, når vi gik forbi. Om aftenen kunne de følge med i, hvornår Antonios gæster gik ud at spise, og hvornår vi vendte hjem igen. Turister er der ikke mange af i Muro Leccese, men det var pudsigt at føle sig som lidt af et samtaleemne i byen. Da vi ville have en godnatdrink på en af de lokale barer ved pladsen i centrum, ønskede vi at sidde ude. Der var hvide plastikhavestole opstillet på fortovet, og her sad en flok modne, lokale mænd, barens kunder. Vi fik også plads, og næste aften beordrede værtinden sin mand til at stille et bord ud på fortovet til os. – Service og særbehandling.
Det var meget specielt at opholde sig i en by, som er så lidt ”turistet”, men absolut en positiv oplevelse.
Der er meget at se i området. Vi kan anbefale en køretur langs kysten syd for Otranto til sydspidsen af Apulien og evt. videre op langs vestkysten af halvøen. Østkysten syd for Otranto frembyder nogle skønne, små badebyer og helt mod syd ligger den idylliske by Santa Marina di Léuca.
Vi havde stor glæde af udflugtstipsene fra in-italia, idet vi besøgte mange af de beskrevne steder.
I nærheden af Muro Leccese ligger Otranto. Vi tabte vores hjerter til denne gamle by, som med sin beliggenhed ved havet, sit middelalderlige kvarter med de snævre gader (pyt med de mange souvenirbutikker), den imponerende borg, promenaden langs havnen og de små strande for os er indbegrebet af en sydeuropæisk by. I Otranto er der turister, mest italienske familier, men ikke i overvældende mængder. Men vi var der jo også sidst i juni, i august ser der nok anderledes ud.
Desuden besøgte vi Lecce, barokbyen, hvor man, som alle steder i området, får et indtryk af den storhed, som var engang. De fleste bygninger i byen er desværre forfaldne, men et besøg kan absolut anbefales. Vi besøgte Trani, som var det nordligste, vi kom på vores ture. Trani er helt enestående, med domkirken og den smukke havn. Castel del Monte i nærheden af Trani var et af feriens højdepunkter – det er enestående flot og ligger som det lå, da det var færdigbygget i 1250. Heldigvis er slottet friholdt for bilparkering lige i nærheden. Man skal parkere ca. en km derfra og bliver kørt til slottet i bus. På den måde fremtræder Castel del Monte utroligt imponerende på sin bakketop.
En anden lokalitet, som gjorde et meget stort indtryk på os, var byen Matera som, skønt den ligger i Basilicata, absolut bør ses. Det er den lange køretur værd at se den gamle bydel, Sassi, med de mange hulebeboelser, som stammer helt fra oldtiden. Man kan komme ind og se en hulebolig, som er bevaret fuldt møbleret, efter at beboerne blev tvangsforflyttet i 50’erne på grund af det fugtige, usunde klima i huleboligerne. Hulekirkerne er også udhugget i bjerget og står forholdsvis velbevarede fra 900 tallet.
I Matera – i Sassi – føler man sig hensat til en anden tid og en anden verdensdel.
Vi så også en masse andre byer, bl.a. Ostuni – flot, flot – og Alberobello, som også er noget helt unikt med de kubelignende huse.
Vi havde lejet bil gennem in-italia, og det fungerede perfekt. Bilen havde kun kørt 820 km, da vi modtog den i lufthavnen i Bari, og vi kørte 2.200 km i de 8 dage, vi opholdt os i Muro Leccese.
Bilkørsel i Syditalien er et kapitel for sig. Her er det mere ”heftigt” at køre end længere oppe i Italien, hvor vi har været på biltur nogle gange. I byerne kræves 125% opmærksomhed, idet trafikreglerne åbenbart er til for at gradbøjes. F.eks. kan man bestemt ikke regne med, at de lokale bilister standser ved fuldt stop eller holder tilbage ved udkørsler fra parkeringspladser og mindre gader. Nej, de stikker lige ”næsen” frem og ser, om der ikke kan blive en plads i rækken af biler. Det kan der – frækhed belønnes – selv ikke stop for rødt lys kan man være helt sikker på. Bilisterne er på ingen måde uvenlige, ingen dytten eller ”fingre”, kun ved trafiklysene kan man høre dytten i samme splitsekund, lyset bliver grønt. På de større veje uden for byerne går det bedre med at overholde vigepligten, men her er farten jo også meget højere. Et lille hjertesuk er berettiget, synes vi : skiltningen i området er mange steder misvisende. Hvis en lokalitet er angivet på skiltet med en pil til venstre, skal man som regel ligeud, men ikke altid, engang imellem skal man faktisk til venstre.
Nå, vi fandt skam vej og fik set en masse spændende steder. Alt i alt var det en pragtfuld og oplevelsesrig ferie.
|
